Friday, March 5, 2010

Jeg gambler... ikke

Jeg er begyndt at sætte penge på udfald af sportsbegivenheder. Det er det man i daglig tale kalder gambling og ifølge definitionen fra Wikipedia er det også det:

"Gambling is the wagering of money or something of material value on an event with an uncertain outcome with the primary intent of winning additional money and/or material goods."

Så ja: Jeg gambler.

Der er bare det ved det, at jeg ikke føler jeg risikerer det store. Her er historien (med til historien hører, at jeg har fravalgt nogle bookmakere da de ikke har EU-licens og at man dermed skal betale skat af sine winnings):

Jeg blev i de sidste dage af januar bekendt med en side, hvor man for et beløb på €50 vil få mailet deres picks på diverse sportsbegivenheder, hvilket jeg så gør. Sitet (som jeg ikke vil skrive her, da det vil føre til at flere følger deres picks og chancen for at jeg når at sætte mine odds bliver lavere) havde en fremragende track record og viste et konsistent overskud siden den startede tilbage i oktober. Jeg overførte derfor de 50 euro til dem og satte ved siden af det 8.000 kroner af til projektet.

Da jeg fra min tid i poker kender til bankroll management osv. ved jeg også, at der er varians i sportsbetting. Derfor valgte jeg at spille 1/40 af min bankroll hver gang, så jeg startede med at spille 200 kroner på hvert pick de mailede til mig. Beløbet på 200 kroner er delvist for at klare downswings og delvist fordi man skal sprede sine spil udover mange forskellige sider på nettet, da der ofte er relativt stor forskel på de odds man kan få.

Et godt eksempel på dette er f.eks. AaB vs. FC Nordsjælland, der spilles på mandag. Her kan man i skrivende stund få en AaB sejr til odds 2.02 på 188bet.com, hvorimod man må nøjes med 1.8 på William Hill. Det gør dermed en kæmpe forskel, hvor man sætter sine picks og de 8.000 kroner jeg startede med skal være spredt ud over mange sider.

Men tilbage til historien. Selve humlen i de mails jeg får er, at der skrives hvem jeg skal spille på, der står det odds jeg kan få og så står der en chancevurdering for, at det spil går hjem. Det kunne f.eks. være en mail, hvori der står, at AaB har 55% chance for at vinde kampen mod FC Nordsjælland og jeg derfor skal spille dem til odds 2.02 på 188bet.com. Det giver nemlig en forventet værdi på: 2.02*0.55 = 1,11. Det vil sige, at hvis chancevurderingen er korrekt vil jeg for de 200 jeg sætter forvente at få 200*1,11 = 222 kroner tilbage = forventet profit på 22 kroner. Det kan godt være AaB så ikke vinder, men hvis chancevurderingen er korrekt og resten af deres chancevurderinger er korrekte vil jeg over tid vinde 22 kroner hver gang jeg spiller 200 kroner på sådan et bet.

Det har jeg nu gjort i en måned og 5 dage. Jeg har spillet på ca. 110 forskellige begivenheder og jeg har i skrivende stund et overskud på 4.671, hvilket faktisk er over det forventede overskud, da jeg faktisk "kun" har forventet at skulle vinde 2900 kroner ud fra chancevurderingerne. Jeg oplever med andre ord positiv varians lige nu, hvilket jeg selvfølgelig er godt tilfreds med.

Easy comes, easy goes, bookmakeren vinder altid, det holder ikke i længden osv. Det er ordsprog man ofte har hørt. Hvorfor skulle det her så være anderledes?

Well first of all: For nu at vende tilbage til den AaB sejr som vi alle selvfølgelig håber på. Chancen for en AaB sejr i den kamp satte jeg arbitrært til 55%. Hvis nu jeg udelukkende havde mine penge stående på Will Hill kan vi prøve at regne lidt på det. Oddset der var 1.8. Det vil sige man får følgende forventede tilbagebetaling: 1.8*0.55 = 0.99. Det vil sige, at for hver gang man spiller 100 kroner, kan man altså kun forvente at få 99 kroner igen. Det siger sig selv, at hvis man spiller på sådanne projekter kan man hurtigt begynde at kigge sig om efter alternative finansieringskilder. Ændrer man chancevurderingen for en AaB sejr til 50% står man lige pludselig til kun at få 90 kroner for hver 100 man spiller.

Så kort fortalt kan man sige: Udnyt de bookier, der ikke kan prisfastsætte korrekt og lad dem være, der kan finde ud af det.

Jeg er gået op til at spille 250 kroner pr. bet og jeg regner med snart at gå videre til at spille 300 pr. bet.

Indtil videre ligner det et godt supplement til SU'en...

1 comment:

  1. hahaha. Jeg synes at dine ekonomiske projekter er lidt sjov at følje, for de at de er så forskellige :) Det er jo en smule forskell på at leve på 700 kroner i tre uger eller hvad det nu var, og det her. Intressent taktik!

    ReplyDelete